Boganmeldelser

Boganmeldelse: Lejlighed til deling af Beth O’Leary

Efterårsferien er over os – i hvert fald over nogen – så jeg synes, I skulle have en boganmeldelse af en bog, jeg læste i sommer, men som er lige så fortrinlig til en hyggelig indendørs efterårsferie. Nyd det, hvis I har ferie <3

LEJLIGHED TIL DELING af Beth O’Leary, udgivet i maj 2019 af HarperCollins Nordic, 439 sider

Jeg læste noget af bogen som lydbog og resten som rigtig bog, da den kom fra biblioteket. Jeg kunne bedst lide at have den rigtige bog mellem hænderne.

En dejlig feelgood-bog, hvor sproget flyder, og indholdet er både sukkersødt og kradser lidt dybere.

KORT RESUMÉ: Tiffy har brug for et billigt sted at bo for at slippe for at bo i sin ekskærestes lejlighed, og Leon arbejder om natten og har hårdt brug de ekstra penge. Derfor lejer Leon sin lejlighed ud til Tiffy i alt andet end dagtimerne, hvor hun jo alligevel er på arbejde, så de deler seng, men slipper for nogensinde at møde hinanden. I stedet kommunikerer de via små post-it-sedler.

Jeg kunne godt lide præmissen for bogen. Det er originalt og sjovt tænkt med to mennesker, der deler lejlighed uden at møde hinanden, fordi de arbejder på forskellige tidspunkter, og det fungerer rigtig godt i denne bog. Det er en klassisk rom-com-bog, men en varm og velskrevet en af slagsen, hvor alt fra dialogen mellem de to hovedpersoner (Tiffy og Leon) til bipersonerne (Tiffys bossy advokatveninde og føle-føle psykolog-ven) til selve handlingen fungerer rigtig godt.

Tiffy er energisk og fuld af kreative ideer. Hun arbejder på et nicheforlag, hvor hun er med til at udgive hobbybøger, og virker som typen der hele tiden snakker og er i gang med et eller andet. Leon er mere indadvendt og tænksom; Han arbejder som palliativ sygeplejerske på et hospital om natten og har en bror han er ret tæt på. De to hovedpersoner er ret forskellige, men deres venskab gennem post-it-sedlerne virker alligevel meget troværdigt, og de er sjove at følge gennem noter på køkkenskabe, sofaborde og hoveddør.

Inden jeg begyndte at læse bogen, var jeg lidt spændt på, om den nu også var ordentligt skrevet. Jeg er ikke altid så pjattet med chick-lit-genren rent sprogligt, da mange af bøgerne er uendeligt kedeligt skrevet, og de kvindelige hovedpersoner ofte er åndsvagt overdrevet uheldige og fjollede og kaotiske, men sådan er denne heldigvis ikke. Beth O’Leary skriver rigtig fint både Leon og Tiffy frem, og der er plads til både venskaber, kærlighedsgrublerier, familiebånd og de lidt mere alvorlige emner (vil ikke nævne dem her, da jeg lidt synes det vil afsløre for meget af bogen). Den er skrevet, så man ikke på forhånd ved, hvad der vil ske, eller hvilken drejning historien vil tage, og det kan jeg godt lide.

Den får en varm anbefaling som letlæst, men rørende og sjov feriebog.

Vurdering: 4 ud af 5 stjerner

Læs den hvis du kunne lide:
– One day in December af Josie Silver
– Mig før dig af Jojo Moyes
– Eleanor Oliphant har det helt fint af Gail Honeyman

Jeg ser bøger som en form for medicin. De giver energi, får mig ned i gear og giver mig lyst til at opdage og opleve endnu mere af verden. Her på bloggen deler jeg min læseglæde med jer i form af anmeldelser, lister, anbefalinger og tanker om bøger og læsning. Jeg er hverken lærer, boghandler eller bibliotekar - men jeg læser en masse bøger, som jeg elsker at snakke med andre om, og jeg håber at kunne inspirere andre til at få læst lidt mere. Bare et kapitel om dagen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *