Boganmeldelser

Boganmeldelse: Ask Again, Yes af Mary Beth Keane

Titel: Ask Again, Yes
Forfatter: Mary Beth Keane
Udgivet i 2019 på forlaget Michael Joseph (Penguin Books), 388 sider

Ask Again, Yes er en letlæst amerikansk roman med flere tunge temaer.

Det er en historie om to mere eller mindre dysfunktionelle familier fortalt over flere årtier – og det er både bogens styrke og dens svaghed.

HANDLING: Historien foregår i byen Gillam, som ligger i den nordlige del af staten New York og minder om enhver anden forstad med græsplæner, verandaer og villaer, der ligner hinanden. Her flytter familien Gleeson ind og får efter kort tid selskab af familien Stanhope, der flytter ind ved siden af. Men de to familier får et alt andet end harmonisk naboskab. Bortset fra børnene Kate Gleeson og Peter Stanhope, som har været bedste venner siden de var små.

MINE TANKER OM BOGEN: Den har været ekstremt omtalt, rost og hypet af amerikanske anmeldere og bogbloggere i det forgangne år, og det er da også en rigtig fin og nuanceret bog om blandt andet psykisk sygdom, svigt, misbrug og social arv. Men jeg havde nok for store forventninger, for selvom jeg slugte den på rekordtid, stod jeg tilbage med en lidt skuffet følelse. Den har masser af potentiale, men er alligevel ikke en, der bliver siddende så længe.

Ting, jeg var vild med ved bogen:

  • Sproget: Den er virkelig velskrevet, man turbolæser den, som var det en god dessert!
  • Miljøskildringen: Jeg har et blødt punkt for middelklasse-USA med nyklippede græsplæner, familiefædre i store biler og stay-at-home-moms, der tager med til fodboldtræning. Og så især når det brydes af noget anderledes, noget foruroligende som det sker i denne bog.
  • Tematikken: psykisk sygdom, alkoholmisbrug og social arv er altid MEGA spændende emner at dykke ned i.

Ting der irriterede mig ved bogen:

  • Den foregår over flere årtier, hvilket betyder at den ofte skøjter hen over lange – i min optik vigtige – perioder i personernes liv. Flere af personerne er kun stregtegninger, og jeg forstår fx ikke hvorfor datteren Kate Gleeson overhovedet har to søstre, når de beskrives så lidt.
  • De vigtige emner – herunder moren i den ene families psykiske sygdom – bliver ikke beskrevet og undersøgt til fulde. Der er nok simpelthen for mange vigtige temaer, der bliver taget op.
  • Titlen: Altså hvad betyder den? Jeg forstår det stadig ikke, selv efter endt læsning.

MIN VURDERING: 4 ud af 5 stjerner ****
Den sniger sig op på 4 stjerner – men kun fordi den var så lækker og spændende at læse, og jeg hele tiden forsøgte at klemme et par sider mere ind. Men den manglede desværre noget forløsning.

TAGS: familie, drama, alkoholmisbrug, psykisk sygdom, social arv, politi, middelklasse, USA

Jeg ser bøger som en form for medicin. De giver energi, får mig ned i gear og giver mig lyst til at opdage og opleve endnu mere af verden. Her på bloggen deler jeg min læseglæde med jer i form af anmeldelser, lister, anbefalinger og tanker om bøger og læsning. Jeg er hverken lærer, boghandler eller bibliotekar - men jeg læser en masse bøger, som jeg elsker at snakke med andre om, og jeg håber at kunne inspirere andre til at få læst lidt mere. Bare et kapitel om dagen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *