Boganmeldelser

Boganmeldelse: ‘De vildfarne børns arkiv’ af Valeria Luiselli

Titel: De vildfarne børns arkiv (orig. Lost Children Archive)
Forfatter: Valeria Luiselli, oversat til dansk af Peter Adolphsen
Udgivet af: Forlaget Grif, 2019, 380 sider
*Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget*

KORT FORTALT: En fantastisk bog, som fletter familiedynamik, storpolitik og historieskrivning sammen i et langt, dragende roadtrip. Den er omfattende, kræver noget af sin læser og er nok ikke for alle. Men man får virkelig meget med sig!

HVAD HANDLER DEN OM? En families roadtrip fra New York City til grænselandet mellem USA og Mexico. Moren (og historiens primære fortæller) vil beskrive og dokumentere de mange uledsagede immigrantbørn, der forsøger at komme til USA fra Latinamerika, og faren har Apacheindianernes skæbner som sin kæphest. Men mest af alt følger vi i bogen en familie i langsom opløsning, og hvordan det påvirker deres børn.

MIN ANMELDELSE: ‘De vildfarne børns arkiv’ er en virkelig spændende og fængende bog, som vil sine læsere en hel masse. Den vil helt åbenlyst tale om den aktuelle flygtningekrise ved den mexikanske grænse, hvor tusindvis af latinamerikanske børn forsøger at komme ind i USA. En sag den kvindelige fortæller (som minder ganske meget om forfatter Luiselli) er virkelig berørt og indigneret over, og derfor bruger meget krudt på at tænke på. Det er første gang jeg læser en bog om emnet, og jeg er forfærdet, forarget og desværre ikke overrasket, men det er så vigtigt! Derudover drager historien paralleller til den måde, man behandlede den oprindelige amerikanske befolkning, indianerne, på, og samtidig beskriver den, hvordan familien vi følger, langsomt glider fra hinanden.

En ordentlig mundfuld, men det er ikke engang halvdelen af det: Der er et metalag, hvor Luiselli spekulerer over, hvordan man overhovedet dokumenterer og fortæller andres historier, og et fyldigt spor om lyd, ekkoer, som noget, der kan gemme og dokumentere ting, der ikke længere er. Derfor render både fortælleren og hendes mand hele tiden rundt og optager lyde på deres diktafoner.

Måske det lyder rodet? Det er det ikke. Det spindes smukt og poetisk sammen og holdes på plads af et roadtrip og en mission: at nå til den mexicanske grænse.

Undervejs lærer vi børnene på bagsædet godt at kende med savl på kinderne, i genstridige diskussioner og gennem deres musiksmag. Det er ret intimt, faktisk, at sidde med i bilen og et rørende portræt af familien.

Det er en af de bøger, hvor jeg først til allersidst forstod præcis hvad det var jeg havde læst, og her bed jeg mærke i en pointe, jeg ikke ved om var intentionen, men jeg synes den beskrev en hel del om opdragelse, og hvordan det også kan være svigt af børn, når forældrene er så investeret i en sag, at det betyder mere end alt andet.

Bogen viser både, hvordan både et ægteskab og et land langsomt bryder op, glider væk og bliver fremmede for hinanden. Det er flot arbejde, og jeg er virkelig glad for at have læst den. Da jeg havde vendt den sidste side, var jeg nødt til at sætte David Bowies Space Oddity (1969) på repeat, for jeg har det som om stjernerne ser helt anderledes ud i dag.

TING, JEG SÆRLIGT GODT KUNNE LIDE VED BOGEN:

  • Temaet. Uledsagede migrantbørn er så vigtigt et emne, og det er virkelig godt med en så velskrevet og omfattende bog om det.
  • At bogen udspiller sig på et roadtrip i gennem USA. Jeg elsker den måde familien oplever den ene støvede kilometer efter den anden og arbejder sig ind i amerikansk historie.
  • Brugen af andres værker i bogen, fx spiller David Bowies klassiker Space Oddity en rolle, lige som nummeret Higway man og en lang række kendte og ukendte bøger
  • Metalaget, hvor hun funderer, over hvordan man egentlig bør beskrive og dokumentere de uledsagede børns historier – og hvad man får ud af at fortælle historier.
  • Hendes sprog og skrivestil. Det er smukt, men nøgternt. Der er vægt bag ordene og tænkt over hver eneste bid.
  • Det fantastiske omslag! Credit til Alette Bertelsen for det fine arbejde.
  • Den virkelig originale struktur. Jeg kan godt lide hendes nærmest forskningsagtige deklaration i noterne til sidst om, hvor hun har lånt dele af teksten fra, hvad hun har ladet sig inspirere af osv. Det er ordentligt.

TING, DER IKKE VIRKEDE FOR MIG:

  • Drengen i familien, som også har en passage som fortæller, virkede ind imellem for klog og for voksen i sin tankegang til sine bare ti år.
  • Der var næsten for mange handlingsspor i en fortælling. Den del om Apache-land og de fordrevne oprindelige Apache-indianere havde jeg lidt svært ved at følge lige så godt som de andre spor. Men måske man har det anderledes som amerikaner…
  • Til tider næsten for politisk til, at den fungerer som fiktion. En gang i mellem bliver Luiselli/fortælleren så indigneret, at hendes tillægsord gør bogen til et kampskrift mere end en roman.

LÆS DEN HVIS DU… kan lide roadtrips, åbne vidder, store spørgsmål og sansemættet sprog, eller hvis du interesserer dig bare det mindste for den aktuelle amerikanske immigrationskrise.

MIN VURDERING: 4,5 ud af 5 stjerner

Tags: Roadtrip, oprindelig befolking, migranter, uledsagede børn, et land i forfald, forladte byer, papirløse børn, apache, indianere, forladthed, rejser, opløsning

Jeg ser bøger som en form for medicin. De giver energi, får mig ned i gear og giver mig lyst til at opdage og opleve endnu mere af verden. Her på bloggen deler jeg min læseglæde med jer i form af anmeldelser, lister, anbefalinger og tanker om bøger og læsning. Jeg er hverken lærer, boghandler eller bibliotekar - men jeg læser en masse bøger, som jeg elsker at snakke med andre om, og jeg håber at kunne inspirere andre til at få læst lidt mere. Bare et kapitel om dagen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *