Boganmeldelser

Planlægning done right: Anmeldelser af 3 typer planners

*** OBS! My favorite planner er modtaget som anmeldereksemplar fra Forlaget Aronsen ***

Jeg er af den sjældne race, der stadig bruger en fysisk kalender til at skrive noter, planer, rejser, to do-lister og huskesedler i. Er du gjort af samme stof – eller interesseret i at prøve det – så er dette indlæg skrevet til dig. Når jeg gør noget, gør jeg det som regel virkelig grundigt, så jeg har brugt disse tre kalendre i løbet af det sidste år, så det er skam grundig research!

Lige lidt baggrund: Jeg plejer at være fint tilfreds med en simpel spiralkalender fra Mayland med en uge per opslag, som jeg køber ny af hvert år. Den er let og ikke for tyk, men heller ikke helt vildt inspirerende. Så da jeg blev opmærksom på de mange fine bullet journals, der efterhånden er på markedet, besluttede jeg at prøve det af. Jeg er ikke specielt kreativ og ret utålmodigt anlagt, så en ægte skriv-og-tegn-alt-fra-bunden bullet journal er ikke noget for mig. Men der findes en super fin hybrid, hvor meget tekst er fortrykt, og det er den slags, jeg har testet.

KORT OVERBLIK & VURDERING:

  • Min Bullet Journal (Frydenlund) – 5 ud af 5 stjerner
  • My Favorite Planner (Forlaget Aronsen) – 4,5 ud af 5 stjerner
  • Hemmeligheder af Paolo Coelho (Forlaget Zara) – 4 ud af 5 stjerner

Min Bullet Journal (Frydenlund, 2018)

KORT FORTALT: Denne smukke bullet journal er den perfekte blanding af kalender, notesbog, dagbog, listebog og bullet journal. Den er ikke for tung og har et elegant layout. Farverne er holdt i det dæmpede turkis, ikke alt for babyblåt og med fine stregtegninger, som man kan farve, hvis man er til det. Det er jeg ikke, men det gjorde mig glad, at hver måned havde sin egen enkle stregtegning, der passede til årstiden.
Den har en uge per opslag, plads til madplan og to-do-lister, og så er der god plads bagerst i bogen til notater, boglister og hvad man ellers vil skrive ned.

Pros & cons:
+ God størrelse (ikke for stor og tung)
+ Fine illustrationer, enkle farver
+ Fedt med de fortrykte notesider og illustrationer på månedsoverblikkene
+ Dejligt overskueligt med en måned per opslag
+ Rart med blanke sider til noter og tegninger til sidst (der måtte dog godt have været endnu flere)
– Lidt ulogisk opstilling af dagene i ugen (skulle hellere have været sideordnet eller med weekenden for sig)
– To do-lister måtte gerne være pr. måned i stedet for pr. uge (Man når sjældent det hele og skal så skrive det ind igen ugen efter)
– Jeg kunne godt have brugt et ekstra felt på hvert ugeopslag med plads til noter for ugen – fx om bøger man har læst

VURDERING: ***** (5 af 5 stjerner)

My Favorite Planner (Forlaget Aronsen)

KORT FORTALT: Denne bullet journal oser af elegance og luksuriøst design. Den ligger godt i hånden og minder om en rigtig bog; fint indbundet og med silketråds-bogmærke. Den er babylyserød – både udenpå og indeni, så det skal man være til. Jeg ville nok have valgt en anden farve, hvis jeg kunne, men det generer mig ikke. Den er enkelt opbygget, har en dag per side (weekenden deler en side) og fine mindful-ness-øvelser i hver uge, hvor man kan udfylde “Jeg roser mig selv fordi” og “Taknemmelighed”-felter. Den fungerer super godt som kombineret notesbog og dagbog, men for mig er den en anelse for tung til den daglige slæben frem og tilbage i tasken.

Pros & cons:
+ Flot, elegant og enkelt design, der virker lækkert og luksuriøst
+ Dejligt med en hel side pr. dag, så der er god plads
+ Følelsen af bog
+ Opfordringer til at reflektere over ugen der er gået med fortrykte felter
– Lidt tung at slæbe med rundt
– For få ekstra sider og ingen tomme note/tegne-sider
– Nogle af de prætrykte anvisninger a la “Jeg ved selv hvad der er det rigtige” blev lidt mærkelige. Hvad skal man skrive ud fra et felt med den tekst?

VURDERING: ****’ (4,5 af 5 stjerner)

Paolo Coelho: Hemmeligheder (Forlaget Zara)

KORT FORTALT: Den er let at bære og har det fineste blomstrede omslag og titelblad, der minder om middelalderborgen Alhambra, og den balancerer perfekt på linen mellem at være en almindelig kalender og en lidt mere luksuriøs bog med bogmærke-snor og lækker indbinding. Ret skal være ret, det er mere en kalender end en bullet journal, og dagene er fortrykt (den hedder også dagkalender, så no surprise), men den giver noget ekstra med små citater af Paolo Coelho på hvert opslag.

Pros & cons:
+ Let at bære rundt
+ Smukt og indbydende omslag, der ikke er pastelfarvet
+ Fine blomsterillustrationer overalt i kalenderen
– Tre dage per opslag er en lidt sjov struktur. Jeg er mere til en uge eller en dag
– Ingen ekstra-sider til noter, to do-lister og lign.
– Hvis man går efter lidt spillerum, er denne ikke sagen. Men det lover den jo faktisk heller ikke. Det er “bare” en kalender, så måske det mest var min forventning den var gal med…

VURDERING: **** (4 ud af 5 stjerner)

—*—-*—

Og så lige en lille erfaring, jeg har gjort mig i alt det her. Hvis man kaster sig ind i det med bullet journals – også de halv-fortrykte af dem – skal man være indstillet på at bruge lidt tid på selv at skrive alle datoer (og koncentrere sig lidt, så man ikke laver fejl). Jeg ved godt, det er en del af det meditative/terapeutiske ved konceptet, men jeg må indrømme, at det keder mig lidt og gør mig lidt utålmodig. Jeg ville ønske, der fandtes en med alle dage og datoer, men med alle de fine felter, tegninger og linierede sider til tankemylder og hurlumhej.

Jeg ser bøger som en form for medicin. De giver energi, får mig ned i gear og giver mig lyst til at opdage og opleve endnu mere af verden. Her på bloggen deler jeg min læseglæde med jer i form af anmeldelser, lister, anbefalinger og tanker om bøger og læsning. Jeg er hverken lærer, boghandler eller bibliotekar - men jeg læser en masse bøger, som jeg elsker at snakke med andre om, og jeg håber at kunne inspirere andre til at få læst lidt mere. Bare et kapitel om dagen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *