Bogoverblik,  Lister

Sommer-læseguiden er landet: Find din favorit blandt nye og evige sommerhit

I år har jeg bestemt mig for at lave en decideret sommerlæseguide til jer, der leder efter de perfekte bøger til sommerlæsningen. Sommeren er den perfekte tid til at begrave sig i gode bøger, men det er topfrustrerende, hvis man læser den ene uangagerende og forkerte bog efter den anden.

Derfor har jeg samlet nogle af mine favoritter og inddelt dem i fem kategorier, så du – forhåbentlig – kan finde den eller de bøger, der er helt rigtige til din sommer. Jeg har blandet nye og ældre udgivelser, og selvfølgelig summer jeg op med: Hvis du kun skulle vælge tre bøger at pakke ned i tasken-kategorien. God fornøjelse, og god sommer!

Kategorierne er:

  • Letlæst, men med dybde – lette at læse, men svære at glemme
  • De søde, sjove og lette – til strandturen, og til når du bare har brug for at slappe af med et godt plot og noget velskrevet hygge
  • De lidt tungere – tankevækkende og hårde at læse, men det hele værd
  • De lidt tykkere – fantastiske læseoplevelser med lidt flere sider
  • Sommerklassikere – dem, jeg ville ønske, jeg skulle læse for første gang denne sommer

LETLÆST, MEN MED DYBDE

Tine Høeg: TOUR DE CHAMBRE (2020) er sommerens must-read. Den er skrevet i korte sætninger med masser af luft i mellem linjerne, nogle gange en sms-korrespondance, nogle gange snapshots fra virkeligheden og nogle gange minder fra fortiden på kollegiet. Den handler om Asta, hendes bedste veninde, Mai, og August, der døde for ti år siden, da de alle tre boede på kollegie sammen på Amager og Mai og August var kærester. Det er en bog om forelskelse, skriveekstase, loyalitet og tilgivelse, nostalgi, ungdom og at være lige midt i mellem ung og sådan rigtigt voksen. Læs min anmeldelse.

Dolly Alderton: ALT HVAD JEG VED OM KÆRLIGHED (2018) er en varm og skøn erindringsbog og et nostalgisk indblik i at være teenager i 00’erne. Om modem og MSN og at smage på mors og fars barskab; om at flytte sammen med sin veninde og alting spiller; og om regnvåde, ensomme tider, hvor man er single og hellere ville være alt andet. Læs min anmeldelse på instagram.

Kiley Reid: SUCH A FUN AGE (2020) er en tankevækkende, men letlæst roman om 25-årige Emira, der babysitter for bloggeren Alix og hendes tv-vært-mand. Historien starter i et dyrt supermarked, hvor Emira bliver tilbageholdt af sikkerhedsvagten, fordi de tror hun har kidnappet det barn, hun babysitter – helt åbenlyst fordi hun er sort og barnet er hvidt. Derfra ruller fortællingen, som dels handler om race, privilegier og muligheder i dagens USA – og dels om at vælge en vej i livet og finde sig selv. OBS! Den fås indtil videre kun på engelsk. Læs min anmeldelse på instagram.

Angie Thomas: THE HATE U GIVE (2017) er desværre helt åndsvagt relevant i disse tider med brutal politivold mod sorte amerikanere i USA. Velskrevet ungdomsbog om 16-årige Starr, der bliver eneste vidne til, at hendes ubevæbnede ven, Khalil, bliver skudt og dræbt af en hvid politimand. Lad dig ikke skræmme af, at genren er en ungdomsbog. Den er relevant for alle og samtidig sjov og rørende. Virkelig en bog, man sluger på ingen tid.

Sally Rooney: NORMALE MENNESKER (2019) er en nutidig, men eviggyldig fortælling om at blive voksen, som fletter kærlighed, ensomhed og psykiske problemer sammen i den upolerede og bittersøde historie om Connell og Marianne. De vokser op i den samme lille by i Irland, og deres liv filtrer sig ind i hinanden, selvom de prøver på at undgå det. I bund og grund en boy-meets-girl-historie, men med mere dybde og flere nuancer end sådan nogle ofte har.

STRANDBØGERNE (DE SØDE, SJOVE OG LETTE)

Beth O’Leary: LEJLIGHED TIL DELING (2019) er en virkelig fin feel-good-bog om Tiffy, der har brug for et billigt sted at bo for at slippe for at bo i sin ekskærestes lejlighed, og Leon, der arbejder om natten og har hårdt brug de ekstra penge. Derfor lejer Leon sin lejlighed ud til Tiffy i alt andet end dagtimerne, hvor hun er på arbejde, så de deler seng, men møder ikke hinanden. I stedet kommunikerer de via post-it-sedler. Klassisk rom-com, men varm og velskrevet, lidt i stil med ‘Eleanor Oliphant har det helt fint’ (hvis ikke du har læst den, er den også fremragende). Læs min anmeldelse.

Taylor Jenkins Reid: DAISY JONES & THE SIX (2019) er en bog om et fiktivt 70’er-rockband, historien bag deres storhed og fald – skrevet som interviews med bandmedlemmer, kærester, teknikere osv. Det lyder måske som en lidt sær præmis, men det fungerer overraskende godt. Den er virkelig fængende og smager af rock’n’roll, og jeg vil især anbefale den, hvis man er til musikfilm a la A star is born. Et lille tip: Jeg lyttede til den som lydbog på engelsk, hvor en masse forskellige skuespillere lægger stemme til, og så er det lige som at høre en film.

Richard Russo: EMPIRE FALLS (2001) handler om et lilleputsamfund i USA og om Miles, der har langet burgere over disken i Empire Falls i 20 år, hans datter Tick, som går i gymnasiet, og hans kone, som er ved at forlade ham for en selvglad fitnesstype. Og om den rige og mystiske familien Whiting der ejer alt i byen, og som på en eller anden måde er viklet godt og grundigt ind i Miles’ familie. Jeg havde den også med blandt mine sommeranbefalinger sidste år, men den er så skøn, og den læser nærmest sig selv.

DE LIDT TUNGERE

Kate Elizabeth Russell: MIN MØRKE VANESSA (2020) er en historie om den 15-årige Vanessa Wye og hendes forhold til sin 42-årige lærer. Sproget flyder, løber og leger med dine tanker, så du næsten bliver lullet ind i Vanessas følelse af, at det, hun havde med sin lærer, var ligeværdig kærlighed. Den er barsk og grænseoverskridende at læse, men det er på alle måder det værd, for bogen giver virkelig nuancer til en kompliceret snak om ofre og overgreb – og hvordan det ikke er sort/hvidt, når et offer fx ikke selv ønsker at blive set som et offer. Vær obs på, at du nok vil have brug for at tale om den med nogen. Se min anmeldelse på instagram.

Ocean Vuong: VI ER KORTVARIGT SMUKKE HER PÅ JORDEN (2020) er i virkeligheden et langt brev, som jeg-fortælleren Lille hund skriver til sin mor, selvom hun ikke kan læse. Han beskriver i brudstykker sin barndom og vej til at finde og forstå sig selv som amerikaner med vietnamesisk oprindelse, og der er poesi og skønhed i alt fra titlen til sproget. Det er en barsk, men smuk fortælling om svigt, at blive voksen, krigstraumer, samfundets ulighed og om ikke at høre til, men alligevel finde sig selv på trods. Læs min anmeldelse.

Tara Westover: OPLYST (2019) var den bedste bog jeg læste sidste år. Den handler om forfatterens barndom, hvor hun aldrig har sat foden i et klasseværelse, ikke ejer en fødselsattest, og hvor ingen i familien nogensinde har været til lægen. Familien er fundamentalistiske mormoner, og især faren har temmelig paranoide forestillinger om, hvordan regeringen bla. hjernevasker skolebørn, og Tara bruger alle sin barndoms somre på at sylte ferskner og andre forberedelser til når dommedag kommer. Den er helt vild og velskrevet! Læs min anmeldelse.

DE LIDT TYKKERE

Valeria Luiselli: DE VILDFARNE BØRNS ARKIV (2019) er en fantastisk bog, som fletter familiedynamik, storpolitik og historieskrivning sammen i et langt, dragende roadtrip. Den handler om en families biltur fra New York City til grænselandet mellem USA og Mexico. Moren vil beskrive og dokumentere de mange uledsagede migrantbørn, der forsøger at komme til USA fra Latinamerika, og faren har Apache-indianernes skæbner som sin kæphest. Men mest af alt følger vi i bogen en familie i langsom opløsning. Læs den, hvis du kan lide roadtrips, åbne vidder, store spørgsmål og sansemættet sprog, eller hvis du interesserer dig bare det mindste for den aktuelle amerikanske migrationskrise. Læs min anmeldelse.

Johan Harstad: MAX, MISCHA & TET-OFFENSIVEN (2018) er en murstensroman (1100 sider) om norske Max, der som dreng flytter med familien fra en lille norsk by til New York. Vi møder ham for første gang som voksen, mens han ligger søvnløs i det amerikanske midtvesten og længes hjem til det Norge, han forlod, da han var dreng. Han er blevet teaterinstruktør, men kæmper stadig med at høre til. Den passer godt til sommeren, fordi din barndoms og ungdoms somre måske har smagt lige præcis som de gør i denne bog. Der er lange lyse sommeraftener og bare ben på cyklen, den første kærlighed og at føle sig fremmed og lære at høre til. Og den er helt vidunderlig.

Isabella Hamad: PARISEREN (2020) handler om Midhat Khamal, der – netop som Første Verdenskrig begynder – rejser fra sit hjem i nablus i Palæstina til sydfranske Montpellier for at læse medicin. Han flytter ind hos en universitetsprofessor og hans datter, Jeanette, og herfra tager historien fart og hvirvler af sted fra Montpellier over Paris til kairo, Jerusalem og tilbage til nablus. Historien er så smukt skrevet og fuld af frihedskamp, kulturkløfter og kærlighed.

SOMMERKLASSIKERE

Elena Ferrante: HISTORIEN OM ET NYT NAVN (Napoli-romanerne #2, 2014)
Egentlig er alle fire Napoli-romaner fuldstændig forrygende moderne klassikere, og jeg tænker, man bør læse dem alle og i rækkefølge, men hvis jeg skulle vælge én, der er essensen af sommer, er det denne, nummer to i serien. Meget af bogen foregår på den italienske ø Ischia henover en sommer, og den ville passe perfekt til at blive læst de lange lyse sommerdage. Jeg var endnu mere vild med denne end med etteren, og du behøver ikke vide andet end, at den foregår i Italien i 60’erne og handler om venskab, kærlighed, kvindefrigørelse, stolthed og jalousi – og at den er skrevet, så man kan mærke sveden og støvet og alle de uperfekte karakterer.

Régine Deforges: PIGEN MED DEN BLÅ CYKEL (1984) er en bog om passioneret kærlighed, modstandskamp, krig og familiebånd. Bogen følger den viljestærke Léa Delmas fra vingodset Montillac i Bordeaux i årene 1939-42, mens Frankrig bliver besat af tyskerne under Anden Verdenskrig. Det er obligatorisk læsning for frankofile og en perfekt litterær flugt til varmere himmelstrøg. Deforges skriver ret hedt, så vær beredt på erotik under den sydvestfranske sol.

Truman Capote: Holly (1958) er klassikeren bag filmen Breakfast at Tiffany’s, og det er faktisk en novelle – den er ganske kort. Jeg-fortælleren er digter og møder den dragende og mystiske party-pige Holly Golightly, fordi de bor i samme opgang. Hun er vokset op på landet, viser det sig, men omgås nu med de rige og berømte på Manhattan – og ingen kender hende rigtigt. Den er skøn sommerlæsning, fordi den er kort og oser af dekadence og svundne tider. Læs den, og du vil ikke kunne lade være at gense filmen.

HVIS DU KUN SKAL PAKKE TRE BØGER…

De fleste har jo hverken tid eller plads til alle de oven for nævnte bøger, og hvis du ikke selv kan vælge er her mit bud på hvilke tre du kan vælge, hvis din læsesmag er lidt lige som min. Her er en tung, en let og en helt vildt skøn.

  • Kate Elizabeth Russell: Min mørke Vanessa (den tunge)
  • Dolly Alderton: Alt hvad jeg ved om kærlighed (den lette)
  • Tine Høeg: Tour de chambre (den helt vildt skønne)

Hav en dejlig læsesommer!

Kh Lise

Jeg ser bøger som en form for medicin. De giver energi, får mig ned i gear og giver mig lyst til at opdage og opleve endnu mere af verden. Her på bloggen deler jeg min læseglæde med jer i form af anmeldelser, lister, anbefalinger og tanker om bøger og læsning. Jeg er hverken lærer, boghandler eller bibliotekar - men jeg læser en masse bøger, som jeg elsker at snakke med andre om, og jeg håber at kunne inspirere andre til at få læst lidt mere. Bare et kapitel om dagen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *