Boganmeldelser

‘Jeg løb mod Nilen’ er stærk og nær historiefortælling som fænger fra side ét

Titel: Jeg løb mod Nilen
Forfatter: Alaa al-Aswany, oversat til dansk af Victoria Westzynthius
Udgivet af: Hr. Ferdinand, 2019, 506 sider
*OBS! Bogen er et anmeldereksemplar fra Politikens Forlag*

KORT FORTALT:

18 dage varede den, den egyptiske revolution i 2011. Og med denne bog forstår man, at de dage var længe undervejs og kostede så uendelig dyrt bagefter. ‘Jeg løb mod Nilen’ giver taletid til nogle af de stemmer, der var med under den egyptiske revolution i 2011, hvor især unge demonstrerede mod styret, politivolden og korruptionen og fik væltet den siddende præsident, Hosni Mubarak, og det er stærk, nær og vigtig historiefortælling.

HVAD HANDLER DEN OM?

Historien fortælles fra en lang række perspektiver: den velhavende general Alwani, der støtter styret, og hans datter der forelsker sig i en fattig vognmands søn – de mødes om revolutionen. Den fallerede skuespiller Ashraf, skolelæreren Asma, aktivisten Mazen og mange flere – og vi følger dem alle i dagene og ugerne, hvor den egyptiske revolution kulminerer i Cairo med gadedemonstrationer, der bliver slået brutalt ned.

Selvom historien zoomer meget konkret ind på revolutionen fortæller den samtidig en bredere historie om religion, kvindesyn, klassesamfund og den universelle søgen efter frihed og tryghed.

MIN ANMELDELSE:

Jeg var virkelig opslugt af bogen, hvor selve revolutionen spiller hovedrollen mere end de enkelte personer gør. Den væver et broget tæppe af forskellige motiver til at være med eller ikke være med i demonstrationerne på Tahrir-pladsen, og den tegner et virkelig nuanceret billede af menneskerne der gav deres liv til revolutionen.

Mændene har helt generelt trukket det lange strå i Egypten, fremgår det, og det er svært at være kvinde, uanset om man er datter af en general, tjenestepige eller skolelærer, og man må lære at sno sig, såsom tv-værtinden Nurhan, der skyder til tops i systemet er mester i, dels fordi hun har nul skrupler ved at lyve og bedrage – og dels fordi hun er smuk.

Selve skrivestilen er også virkelig bemærkelsesværdig.

Forfatter Al-Aswany hænger alle til tørre: lige fra den selvcentrerede og mandschauvinistiske skuespiller Ashraf til den selvsmagende alfahan general Alwani og til den religiøse, men også manipulerende og opportunistiske tv-vært Nurhan. Det er underholdende, men gør også, at man visse steder glider ud af illusionen om at følge ægte menneskers historie og i stedet får lige lovligt meget af forfatterens kommentar-lag om, hvem der er de gode og de onde i revolutionen.

Det fremstår en lille smule som om alle, der sympatiserer med styret er lidt uintelligente eller meget moralsk anløbne, mens arbejderne, de fattige, de unge og andre, der kæmper for revolutionen, fremstilles som meget renhjertede og som nogen, der aldrig gør noget for egen vindings skyld. Det kan virke en smule sort/hvidt, selvom jeg ikke et sekund tvivler på, at styret var vanvittigt brutale i den måde de responderede på fredelige demonstrationer med vold, tåregas, suspekte fængslinger og henrettelser, og at der var tortur og korruption – og sikkert stadig er det.

Og hvis ikke alt dette har gjort dig nysgerrig, kan du nærmest læse bogen alene for de autentiske passager med vidnesbyrd fra nogle af de demonstranter, der efterfølgende har turdet fortælle, hvad de var udsat for, da de blev anholdt. Det er hård kost, og det er blandt andet herfra titlen, Jeg løb mod Nilen, stammer.

TING, JEG SÆRLIGT GODT KUNNE LIDE VED BOGEN:

  • De ægte passager med vidnesberetninger fra demonstranter, der blev anholdt, blandt andet en kvinde der beskriver, hvordan hun blev befamlet, bedt om at tage alt sit tøj af foran en masse mænd mm. Disse passager var meget rørende og mindede mig om begivenhedernes voldsomhed.
  • Slutningen, der – uden at røbe for meget – er helt rigtig og virker realistisk. Den er en afslutning, men samtidig forstår man, at bogen bare er et udsnit; alle de involverede skal leve videre også i tiden efter.

TING, DER IKKE VIRKEDE FOR MIG:

  • De mange forskellige stemmer gjorde det en lille smule svært at holde styr på de enkelte personer og at føle lige meget med dem alle.
  • Al-Aswanys skrivestil er ofte temmelig tykt ironisk, og nogle steder blev det næsten helt forvirrende og for mig lidt for distancerende i forhold til for alvor at sætte mig i karakterernes sted. Det bliver næsten for spydigt ind i mellem.

LÆS DEN HVIS DU… interesserer dig for Det arabiske forår og omvæltningerne i Mellemøsten i det seneste årti og gerne vil læse om den egyptiske revolution på en nuanceret og menneskelig måde.

MIN VURDERING: 4 ud af 5 stjerner

Jeg ser bøger som en form for medicin. De giver energi, får mig ned i gear og giver mig lyst til at opdage og opleve endnu mere af verden. Her på bloggen deler jeg min læseglæde med jer i form af anmeldelser, lister, anbefalinger og tanker om bøger og læsning. Jeg er hverken lærer, boghandler eller bibliotekar - men jeg læser en masse bøger, som jeg elsker at snakke med andre om, og jeg håber at kunne inspirere andre til at få læst lidt mere. Bare et kapitel om dagen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *