Boganmeldelser

Anmeldelse af Villa Havbrise: Svensk kurhotel-idyl med et pludseligt twist

Titel: Villa Havbrise
Forfatter: Caroline Säfstrand, oversat til dansk af Marie Louise Valeur Jaques
Udgivet af: Strawberry Forlag, 2020, 360 sider
*OBS! Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget*

KORT FORTALT: En svensk feel good-roman, lige som sådan en skal være, med nogle umage men elskelige karakterer, der skal sætte et gammelt kurhotel i stand – og med en lurende hemmelighed, som viser sig temmelig overraskende – og i min optik også lidt for meget.

HVAD HANDLER DEN OM? Sophie, der til daglig bor i Berlin, bliver tvunget hjem til den lille skånske flække, hvor hun er vokset op for at tage sig af arven efter sin mor – kurhotellet Villa Havbrise, som i Sophies mormors og oldemors tid var et velbesøgt badehotel på den svenske kyst.

Sophie, der ikke havde det nemmeste forhold til sin mor, vil bare sælge huset og have den del af sit liv ud af verden, men det bør først sættes i stand, og Sophie annoncerer efter gratis arbejdskraft, der vil hjælpe til med istandsættelsen mod kost og logi. Ind på scenen træder Martin, Katja og Isak, der hver har deres at tumle med – og samtidig bærer konen i nabohuset, den døve Ella, på en stor hemmelighed, som hun måske – måske ikke – bør dele med Sophie, nu hvor hun er tilbage.

MIN ANMELDELSE:

Jeg var vild med de billeder, bogen skabte i mit hoved af omgivelserne og indbyggerne i den lille svenske kystby Skepparkroken: Tænk stokroser, den salte smag af havet i luften og den brusende lyd, når bølgerne slår mod kysten, og så er du ved at være der. Det var lige præcis derfor jeg valgte denne sommerbog – min egen sommerferie gik tilmed til Sverige.

Med Villa Havbrise regnede jeg med at få en hyggelig, svensk sommer-feelgood bog, og det fik jeg også til dels. Men den store hemmelighed, som naboen går og gemmer, og som der teases for helt fra begyndelsem, passer altså ikke helt til fortællingen. Jeg vil jo virkelig ikke spoile noget for nogen, men kan sige så meget, at det havde jeg ikke set komme, og jeg sad desværre ikke tilbage med en forløst og god følelse, sådan som jeg altid håber på at gøre, når jeg læser feel good-bøger (deraf navnet vel). Den store hemmelighed var lige som for forhastet og lidt dyster i forhold til resten af bogen.

Men det er slet ikke sikkert, du har det på samme måde som mig, jeg har på fornemmelsen der vil være splittelse i denne sag, og jeg elsker at kunne koble af og drømme mig ind i et nuttet lille landsbysamfund i den her slags bog. Man får virkelig lyst til at tage på kurhotel i Sverige. Personerne er selvfølgelig lidt letbenede og det hele er (bortset fra hemmeligheden) ret forventeligt, men det er PRÆCIS som det skal være, og jeg håbede nok bare, at jeg ville elske den helt vildt, og det er måske også lidt høje forventninger. Villa Havbrise er en rigtig fin og letlæst sommerbog (eller vinterbog, hvor man kan drømme sig til lyse aftener med hvidvin på terrassen).

TING, JEG SÆRLIGT GODT KUNNE LIDE VED BOGEN:

  • At den foregår i et lille svensk landsbysamfund og beskrivelserne af det
  • At der er en lille romance undervejs
  • At den handler om at drømme og at turde følge sine egne veje

TING, DER IKKE VIRKEDE FOR MIG:

  • Historien om fortiden
  • Den del af bogen, der foregår i Berlin

LÆS DEN HVIS DU… er til feelgood-bøger, tiltrækkes af svensk sommerhus-idyl og romantik.

MIN VURDERING: 3 ud af 5 stjerner

Jeg ser bøger som en form for medicin. De giver energi, får mig ned i gear og giver mig lyst til at opdage og opleve endnu mere af verden. Her på bloggen deler jeg min læseglæde med jer i form af anmeldelser, lister, anbefalinger og tanker om bøger og læsning. Jeg er hverken lærer, boghandler eller bibliotekar - men jeg læser en masse bøger, som jeg elsker at snakke med andre om, og jeg håber at kunne inspirere andre til at få læst lidt mere. Bare et kapitel om dagen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *