Boganmeldelser,  Bogsnak

Olga Ravn minder mig om alt det, jeg troede, jeg aldrig ville glemme

Titel: Mit arbejde
Forfatter: Olga Ravn
Udgivet af: Gyldendal, 2020, 430 sider

HVAD HANDLER DEN OM? Forfatteren skriver om at blive mor for første gang og om alt, hvad det fører med sig af tvivl samt en regulær fødselsdepression. Bogen skrives både fra et jeg-perspektiv og om alteregoet Anna, og den handler især om følelsen af, at når man bliver mor, er man nødt til at lægge det, man før var, væk. For jeg’et og Anna er det at være forfatter og det at skrive. Langsomt arbejder hun sig dog hen i mod en accept af, at man godt kan være mor OG sig selv.

MIN ANMELDELSE:

Jeg troede aldrig jeg ville glemme det. Følelsen af komplet desperation over ikke at kunne trøste ham, manglen på søvn, frygten for at gøre noget forkert, at han frøs eller fik for mange indtryk, udmattelsen, håbløsheden. Men man glemmer det. Nu er han to et halvt, og jeg husker kun de søvnløse nætter som en skygge, et minde, det sidder ikke længere i kroppen som en frygt for at natten, der kommer, igen bliver den slags nat.

Men Mit arbejde bringer det hele tilbage.

Den er skrevet som en blanding af dagbogsnotater, hospitalsjournaler, breve, historiefortælling, digte og roman, og det fungerer virkelig godt som et billede på, hvor rodet den første tid som nye forældre er. Den handler om Aksel og Anna, der bliver forældre til en lille dreng. Og om Annas problemer med at finde sig selv igen bagefter.

Det er en virkelig tidstypisk fortælling med alle de tanker, man nu kan gøre sig om at blive mor i vores årtusinde, og samtidig trækker den tråde til mange mødre i tider før os. Man kan trække på smilebåndet over alle de genkendelige ting, man anskaffer til sit barn: naturfarvede ting, stofbleer (hvorfor ikke bare viskestykker, spørger fortællerens kæreste Aksel), den rigtige barnevogn. Men der er også de større ting, hvor man kan genkende alt det, der pålægges mødre. At man skal bekymre sig og samtidig skamme sig over sin bekymring. 

Det er et virkelig vigtigt indspark i litteratur om mødre og en bog, jeg følte der manglede.

Den er rørende og ærlig og tør at være sårbar. Et stort rod, men sådan er det, sådan er man efter fødslen, det skræmmer mig lidt at erkende, hvor meget, man glemmer. Jeg troede, jeg for evigt ville kunne huske følelsen af at knække sammen under vægten af, om min lille søn var ved at få feber, ikke ville spise grød og måske så ikke fik nok næring, kun kunne rulle rigtigt til den ene side og alt det andet, der lyder dumt og overbekymret på afstand. Men Olga Ravn fik mig til at huske. Hendes bog er ikke min historie 1:1, jeg husker tilbage på min fødsel med ret stor glæde, men dagene efter er et miskmask af følelser og forvirring og gråd, og selvom man ikke har haft en fødselsdepression og ikke har haft lyst til at smide barnet ud af vinduet, kan man godt have været helt ude af den og have brug for noget at spejle sig i. Så den her bog er så vigtig og så nødvendig, og Olga Ravn, jeg er så taknemmelig for alt det, du har lagt frem, for at vi andre kvinder får et spejl. Kæmpe tak!

TING, JEG SÆRLIGT GODT KUNNE LIDE VED BOGEN:

  • at den ikke lægger fingrene i mellem, der hvor det bliver svært og politisk ukorrekt. Selvom man ikke har haft en fødselsdepression eller været mere eller mindre alene i Stockholm i sin barsel, er der et væld af genkendelige følelser at spejle sin uperfekthed som mor i.
  • at den sætter fingeren på den kultur, der gør at man som mor er “damned if you do, damned if you don’t”. For eksempel sætter den spot på den dobbelthed, at mødre forventes at bekymre sig på sit barns vegne, men mobbes og ynkes alligevel for at bekymre sig for meget. Det har jeg virkelig tænkt meget på efterfølgende.
  • de passager, hvor nogle af de store værker om moderskab beskrives – det gjorde mig virkelig nysgerrig på at læse Mary Shelleys Frankenstein, Dea Trier Mørchs Vinterbørn mfl.

TING, DER IKKE VIRKEDE FOR MIG:

  • Det tyngede min læsning lidt, at der blev hoppet så meget rundt i tid og genrer. Men jeg ville egentlig ikke have haft det anderledes, da denne opbygning er uendeligt sigende for den rodebunke man er, når man lige er blevet forældre
  • Det var lidt hårdt, at den var så trist meget af tiden. De følelser der afbilledes er oftest frustration, afmagt, tristhed, frygt osv. Men igen, den kunne nok ikke have været anderledes, og det ønsker jeg egentlig heller ikke, for det er også rart, at nogen tør beskrive de hårde følelser uden at skulle starte og slutte hver sætning med “Jeg elsker mit barn” og “…men jeg ville selvfølgelig ikke bytte det for noget” og den slags.

LÆS DEN HVIS DU… er mor eller far eller kender nogen der er. Eller hvis du er gravid. Selvom det måske kan virke lidt skræmmende, tænker jeg at det er tusind gange federe at vide, at man ikke er alene med de hårde følelser.

MIN VURDERING: 4 ud af 5 stjerner

Jeg ser bøger som en form for medicin. De giver energi, får mig ned i gear og giver mig lyst til at opdage og opleve endnu mere af verden. Her på bloggen deler jeg min læseglæde med jer i form af anmeldelser, lister, anbefalinger og tanker om bøger og læsning. Jeg er hverken lærer, boghandler eller bibliotekar - men jeg læser en masse bøger, som jeg elsker at snakke med andre om, og jeg håber at kunne inspirere andre til at få læst lidt mere. Bare et kapitel om dagen.