Bogsnak,  Nytårsserie

Mit bogår 2020: Bogbloggeren

Vi er i gang med min nytårsserie 2020, hvor du i de syv dage frem mod det nye år får et bogligt tilbageblik på året, der gik i selskab med spændende bogfolk fra forskellige steder i bogbranchen.

Du får deres bud på årets bedste læseoplevelse; hvad der har præget bogåret 2020, hvad man skal man holde lidt ekstra øje med til næste år og meget mere. I dag gælder det tredje afsnit. God fornøjelse!

27. december:
Julie Rasmine Larsen, bogblogger på Litfix.dk og @litfix

Det har været et travlt år for Julie Rasmine, der til daglig bor i Tommerup på Fyn. Hun er både blevet mor til en lille dreng, er flyttet i hus og har startet en virtuel bogklub med mere end 350 medlemmer, der hver måned læser en bog sammen. Og så har hun læst og anmeldt 64 bøger.

Jeg opdagede Julie på Instagram, hvor hendes inspirerende univers var en af grundene til, at jeg selv fik lyst til at dele mine læseoplevelser. Det så både inspirerende og sjovt ud (og det viste det sig også at være). Så jeg er vildt glad for, at hun har sagt ja til at dele sit boglige tilbageblik på 2020 og spådomme om 2021 med os i dag:

1. Hvad har været din bedste læseoplevelse i år – og hvorfor? 

Åh, det er jo altid svært at vælge, men jeg har klart været mest besat af Stefan Zweigs Utålmodige hjerter (netop genudgivet i ny udgave hos Turbine), som virkelig var en af de der læseoplevelser der ramte mig, og som jeg slet ikke havde forventet. Og jeg elsker, når det sker. Men jeg fik også læst Astrid Lindgrens Klogebog, som var så fyldt med gode citater, at jeg kunne have lavet æselører i hele bogen. Derudover en række fem-stjernede læseoplevelser som fx Hvor lyset er af Malene Ravn, Borte med blæsten af Margaret Mitchell, Det er de danske som flygter af Erik Valeur og Lise Ringhof, Kastaniealleen af Dea Trier Mørch, Dødskunsten af Ambrose Parry, BRAK af Caroline Livingstone, Tour de Chambre af Tine Høeg, Om Tove Ditlevsen af Harald Mogensen og Tabita af Iben Mondrup. 

2. Hvilken bog vil du starte 2021 med at læse – og hvorfor?

Hm, hvor mange af mine følgere læser mon med her? I så fald en lille spoiler ang. Litfix læseklub. Regner nemlig med at vi skal læse Carsten Jensens Vi, de druknede i læseklubben i januar, så det bliver nok min første bog. Jeg har altid gerne ville læse den. Jeg er født og opvokset på Sydfyn og Vi, de druknede foregår jo i Marstal på Ærø, en ø jeg også har besøgt mange gange som barn. Så den glæder jeg mig til. Det er faktisk lidt pinligt, at jeg ikke har fået læst den endnu. 

3. Hvilken bog, som ingen kunne lide, var du vild med – eller omvendt?

Altså jeg ved, at flere ikke er så begejstrede for Alexandra Ripleys fortsættelse af Borte med blæsten Scarlett. Men jeg er ikke enig i kritikken. For mig var Scarlett en pageturner, som jeg faktisk ikke forstår er så udskældt. Jeg synes netop, at Ripley fanger og bevarer sprogtonen og fortælletempoet fra Borte med blæsten, og at Scarlett og Rhett er portrætteret præcis, som vi kender og mindes dem. Scarlett er nøjagtig ligeså snobbet, forkælet og humørsyg, som hun plejer, Rhett er charmerende, provokatør med hvidt smil og en stadig evne til at gøre Scarlett frustreret og blød i knæene. Samtidig er Sydstaternes levevis, traditioner og tante-sladder fornemt beskrevet. Ripley blev udvalgt af Mitchell-fonden til at skrive fortsættelsen, hun er selv fra sydstaterne og er en udmærket forfatter inden for sin genre. 

4. Hvordan har 2020 været som bogår, synes du – både for dig og mere generelt?

Det har været vildt. Jeg blev mor i februar og havde ikke de store forventninger til, hvor meget jeg ville få læst og brugt tid på min blog, men det har været helt vildt, hvad jeg har nået, udover bleskift, amninger og det at opfostre et barn 😀 Jeg startede min læseklub i april (under corona lockdown), og den er virkelig blevet populær. Jeg har været et smut i Go’ Morgen Danmark og har lavet tre videoer med boganbefalinger til TV2s Facebook. Og nå ja, så har jeg læst over 60 bøger og anmeldt en tredjedel af dem. Det er da meget godt gået. Jeg glæder mig dog til, at 2021 forhåbentlig bliver uden så meget corona. Jeg starter arbejde i januar, så er også spændt på, hvor meget tid der bliver til bloggen næste år. Men vi må se. 

5. Og så en svær: Hvad kommer vi til at se mere af – rent bogligt – til næste år, tror du?

Det er svært at spå om, men jeg tror helt sikkert, at vi får flere biografier og mere historisk fiktion. Det lader til at være to genrer, der altid blomstrer. Og mon så ikke, at vi ser flere bøger om corona? Det har vi jo allerede oplevet lidt af her i år med Corona monologerne og Caspar Erics nyeste digtsamling. Det er jo en vild tid, vi lever i, så mon ikke, at den bliver beskrevet fremover i litteraturen også? 

6. Hvilken bogudgivelse glæder du dig mest til i 2021?

Der er vist ingen tvivl. Mich Vraa og Jesper Bugge Kolds historiske roman om Jutlandia udkommer i januar og hedder Pigen fra det store hvide skib. Den glæder jeg mig vildt meget til at læse. Man føler man har et specielt forhold til den tid og det skib, når man har hørt Kim Larsens sang om Jutlandia så meget. Og så er jeg vild med at se Sygeplejeskolen, så spår det her lidt kunne være roman-versionen. Plus Mich og Jesper skriver bare vildt godt, så det er spændende at se, hvad det er blevet til, nu de har slået sig sammen.

Jeg ser bøger som en form for medicin. De giver energi, får mig ned i gear og giver mig lyst til at opdage og opleve endnu mere af verden. Her på bloggen deler jeg min læseglæde med jer i form af anmeldelser, lister, anbefalinger og tanker om bøger og læsning. Jeg er hverken lærer, boghandler eller bibliotekar - men jeg læser en masse bøger, som jeg elsker at snakke med andre om, og jeg håber at kunne inspirere andre til at få læst lidt mere. Bare et kapitel om dagen.