Bogsnak,  Nytårsserie

Mit bogår 2020: Boghandleren

I dag er det blevet tid til fjerde afsnit af nytårsserien, hvor bogfolk sender 2020 pænt af sted og gætter lidt ind i 2021.

Du får deres bud på årets bedste læseoplevelse; hvad der har præget bogåret 2020, hvad man skal man holde lidt ekstra øje med til næste år. God fornøjelse!

28. december:
Anne-Katrine Maare Pedersen, boghandler og butikschef i Østerbro Boghandel

I dagens afsnit skal vi møde den 31-årige boghandler og butikschef i Østerbro Boghandel Anne-Katrine Maare Pedersen, der har arbejdet i butikken i fem år. Jeg bor selv tæt på Anne-Katrines boghandel, hvor jeg synes de har et super fint sortiment af bøger og den der udefinerbart gode boghandlerstemning. At man har lyst til at være der. Så jeg har glædet mig til at give jer dagens afsnit med bogåret set fra en af de små, uafhængige boghandlere:

1. Hvad har været din bedste læseoplevelse i år? 

Min bedste læseoplevelse i år har været Carsten Müller Nielsens bog “De døde fylder dagene med en smag af mønter”. Udgivet af forlaget Jensen & Dalgaard. Den udkom i 2019, men jeg opdagede den først, da den vandt DR’s Romanpris i år, og det er en historie, som har sat sig fast hos mig.

2. Hvilken bog vil du starte 2021 med at læse?

Jeg vil starte 2021 med at læse “BOB” af Helle Helle udgivet af forlaget Gutkind. Jeg har ikke læst Helle Helle siden gymnasietiden, så den er jeg rigtig spændt på at gå i gang med.

3. Hvordan har 2020 været som bogår – både for dig personligt og mere generelt?

For mig personligt, har 2020 været et fantastisk bogår. Det var i år min boghandel blev uafhængig fra kæden BOGhandleren, som vi har haft mange års godt samarbejde med, og blev til Østerbros
Boghandel. Men den største bogoplevelse, jeg har haft i år var, inden Coronaen rigtig tog fart, at deltage i Winter Institute 15 i Baltimore, som arrangeres af American Booksellers Association. Her fik jeg mulighed for at møde passionerede boghandlere fra hele verden, samt en masse amerikanske forfattere, der diskuterede nogle af de temaer, som også har fyldt mest i årets bogudgivelser herhjemme. Til WI15 lærte jeg bl.a., hvor stort et samarbejde der er mellem de uafhængige boghandlere i USA, som vi f.eks. så i efteråret med deres fælles kampagne mod Amazon “The Don’t Box Out Bookstores Event”.

Det har også været et år, hvor flere personer har genfundet læseglæden, både børn og voksne, og det har virkelig kunnet mærkes. Det har været skønt at tale med så mange forskellige mennesker om litteratur, og nu hvor stort set alle litteraturfestivaller har været aflyst, er det dejligt at kunne dele sine læseoplevelser på en anden måde. Jeg kan heller ikke huske, hvornår der sidst har været så mange store udgivelser, som der har været i år. Det har især været spændende nu, hvor et forlag som Gutkind har haft så flot en start, med deres stærke forfattere på programmet. Jeg glæder mig til at se, hvad der kommer fra dem i 2021.

Vi oplevede også en kæmpe støtte og oprigtig bekymring fra kunder for boghandlernes fremtid, da Arnold Busck kæden gik konkurs, og det tror jeg flere boghandlere rundt om i Danmark kan bekræfte. Vi har været rigtig glade for den støtte, som vi har oplevet i vores boghandel i år.

4. Hvilken læsetrend har præget 2020 – altså hvad læser folk?

De emner som læsere har været særligt optaget af i år, har været samfundsdebatterende og politiske bøger. Det er bøger som har handlet meget om samfundets uligheder, racisme (BLM), sexisme, feminisme, svigt, menneskets forhold til naturen og kultursammenstød. Store historiske
værker, som fortæller om livet under kriseramte tider, fattigdom og historiske fejltagelser.

Personlige fortællinger om den svære opvækst og familielivets udfordringer. Det er der blevet skrevet om på humoristiske, dokumentaristiske, debatterende og poetiske måder, så der har været
bøger for alle læsere.

Her er nogle af de mest efterspurgte danske, skønlitterære bøger i min
boghandel i år:
‘Meter i sekundet’ af Stine Pilgaard
‘Margrete 1.’ af Anne Lise Marstrand-Jørgensen
‘Kaptajnen og Ann Barbara’ af Ida Jessen
‘Indtil vanvid, indtil døden’ af Kirsten Thorup
‘Tabita’ af Iben Mondrup

5. Hvilke litterære tendenser kommer vi til at få mere af til næste år, tror du?

Jeg tror, at næste år vil byde på endnu flere historiske værker. Jeg håber også, der er flere danske forfattere, der skriver om personer udenfor landets grænser, som f.eks. i bogen ‘De døde fylder dagene med en smag af mønter’. Det var en meget anderledes og forfriskende læseoplevelse. Jeg
er også helt vild med Tine Høegs måde at skrive på, hun har skabt en, for mig, helt ny genre, som jeg håber andre forfattere også vil eksperimentere med. Vi kan nok heller ikke komme udenom, at 2021 vil byde på flere bøger om epidemier/pandemier, når det stadig er så stor en del af vores hverdag.

6. Hvilken bogudgivelse glæder du dig mest til i 2021? 

Den bog som jeg glæder mig mest til i år 2021 er ‘Stjernernes knitren’ af Jon Kalman Stefansson. Jeg er utroligt glad for islandsk litteratur, så den glæder jeg mig meget til udkommer.

7. Er der noget særligt du som boghandler kommer til at holde øje med i det kommende bogår?

Jeg holder altid øje med, hvad andre boghandlere foretager sig rundt omkring i verden på de sociale medier. Det er altid en god måde at få idéer på, og at se om der er nogle emner og bøger, som også er aktuelle for os i Danmark. Jeg har efterhånden lært en del dygtige boghandlere at kende, og det er altid inspirerende at tale med dem, om hvad de laver og hvilke bøger de læser. Ellers holder jeg meget øje med, de forskellige litterære arrangementer, der forhåbentlig vil være i 2021, da jeg synes det er dér man lærer mest om, hvilke tendenser, der kommer til at præge året.

Jeg ser bøger som en form for medicin. De giver energi, får mig ned i gear og giver mig lyst til at opdage og opleve endnu mere af verden. Her på bloggen deler jeg min læseglæde med jer i form af anmeldelser, lister, anbefalinger og tanker om bøger og læsning. Jeg er hverken lærer, boghandler eller bibliotekar - men jeg læser en masse bøger, som jeg elsker at snakke med andre om, og jeg håber at kunne inspirere andre til at få læst lidt mere. Bare et kapitel om dagen.