Boganmeldelser,  Oversat litteratur

Utraditionel New Yorker-glamour i 1940’erne

Titel: Kvindernes by (orig. City of girls)
Forfatter: Elizabeth Gilbert, oversat til dansk af Siri Ranva Hjelm Jakobsen
Udgivet af: Gads Forlag, 2021, 431 sider
*OBS! Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget*

KORT FORTALT:

Ganske som omslaget lægger op til, byder KVINDERNES BY af Elizabeth Gilbert på masser af glimmer, kostumer og showgirls i New Yorks teaterverden i 1940’erne. Men det er også en bog om krig, kønsroller og om at træde gevaldigt ved siden af og alligevel finde sin vej i livet.

En stor mundfuld, men fortalt forfriskende, fascinerende – og lidt forvirrende.

HVAD HANDLER DEN OM?

DEN HANDLER OM Vivian, der som ret ung bliver sendt alene til New York for at bo hos sin tante Peg, der driver et gammeldags teater. Hun stifter bekendtskab med masser af drinks og smukke showgirls (bryder mig altså ikke om den danske oversættelse ‘korpiger’, det klinger bare ikke helt af det samme) og lærer virkelig at feste. Hun er besat af at sy og får lov at klæde skuespillerne på i fantasifulde kostumer. Alt sammen en drøm, indtil den drøm selvfølgelig ikke kan vare ved længere….

MIN ANMELDELSE:

Jeg læste bogen halvt på engelsk, halvt på dansk, og hvad der først forekom mig som en lidt forudsigelig omgang, blev mere og mere interessant, især da jeg slog over i Siri Ranva Hjelm Jakobsens nuancerede danske oversættelse. På en eller anden måde ramte den mig hårdere og mere ægte på dansk.

For mig var det en glamourøs og interessant feelgood-roman med en bittersød eftersmag (krigstraumer spiller fx en rolle i den del). Jeg kunne lide den, men jeg mistede lidt overblikket over, hvor den for alvor ville hen med sig selv.

Men jeg elskede dens budskab om at droppe skammen og lade være med at dømme andre. Det lyder simpelt, men er en pointe af guld.

TING, JEG SÆRLIGT GODT KUNNE LIDE VED BOGEN:

  • Beskrivelserne af New Yorks teaterverden. Kunne så godt se den filmatiseret i en glam Moulin Rouge-agtig version
  • Det underliggende budskab: Kvinde, stå ved dig selv, og lad ikke andre definere, om du er noget værd, og hvordan du skal være i verden. God pointe, altså.

TING, DER IKKE VIRKEDE FOR MIG:

  • At jeg ikke helt forstod, hvad den egentlig ville, og at plottet var lidt uoverskueligt bygget op
  • At jeg ikke for alvor gik op i karaktererne, mange af dem forblev konturer. Men gad virkelig godt have lært Celia, Anthony og de andre bedre at kende.

LÆS DEN NÅR DU… er klar på ballade med lidt eftertanke.

MIN VURDERING: ⭐ ⭐ ⭐ 💫 af 5 stjerner

Jeg ser bøger som en form for medicin. De giver energi, får mig ned i gear og giver mig lyst til at opdage og opleve endnu mere af verden. Her på bloggen deler jeg min læseglæde med jer i form af anmeldelser, lister, anbefalinger og tanker om bøger og læsning. Jeg er hverken lærer, boghandler eller bibliotekar - men jeg læser en masse bøger, som jeg elsker at snakke med andre om, og jeg håber at kunne inspirere andre til at få læst lidt mere. Bare et kapitel om dagen.